Napoleon at War

Fra MisfireWiki
Skift til: Navigation, Søgning


Napoleon at War, et Napoleonskrigsspil.

Spillet er et meget traditionelt opbygget figurspil, om slag af divisionsstørrelse under Napoleonskrigene. Det er IGOYGO (I go, you go), så spillerne - typisk to - skiftes til at gøre en fuld tur færdig (ryk, skyd, angrib), før den anden spiller får lov at gøre noget.

Spillet indeholder hærlister med points, så det er muligt at lave to hære af nogenlunde samme styrke. Indtil videre er der lavet hærlister til Frankrig, England, Prøjsen, Rusland og Østrig.

Der er udgivet en bog med grundreglerne, og annonceret mindst en kampagnebog (mere detaljeret bog med hærlister oa.) om de hundrede dage fra Napoleons flugt fra eksilet på Elba til nederlaget ved Waterloo.

Spillet er designet af det spanske firma Man-at-war, der også er i gang med at udgive en figurserie (ca. 15-18mm skala). Det kan dog fint spilles med andre figurer i omtrent samme skala. Man skal være opmærksom på, at Napoleon at War bruger sine egne basestørrelser, der afviger en del fra dem som ellers er gængse i Napoleonskrigsspil. Det kan dog sagtens lade sig gøre at spille med mere gængse basestørrelser (ca. 40mm i bredden).

Hærstørrelser

En typisk 1500 points infanteridivision indeholder 8-10 infateribataljoner, 2-3 artilleribatterier, 2-3 kavaleridelinger og 3 officerer, hvoraf en er kommandøren. En infanteribataljon består af 6 baser (2,5x4 cm) med 4-6 figurer, et artilleribatteri af 3-4 baser (4x4 cm) med hver en kanon og artillerister og en kavalerideling af fire baser (4x3 cm) med to-tre ryttere på hver.

Mekanikker

En spiltur består af følgende sekvens

  • Start af tur
  • Flyttefase: Alle enheder kan flytte, hvor langt og hvor fleksibelt afgøres af hvilken type (infanteri, artilleri, kavaleri), hvilken formation enheden er i (kolonne, linje, kvadrat...) og hvor tæt den er på fjendtlige enheder. Fjendtlige tropper tæt på, gør det sværere at manøvrere, og man må aldrig komme tættere end 4 cm på fjenden.
  • Skydefase: Alle enheder der kan skyde, skal skyde, og risikerer at få returild tilbage i hovedet. De forskellige formationer har stor betydning for enhedernes effektivitet i skydning. Alt overvejende er skydning ikke det, der ødelægger enheder, men det kan svække dem afgørende før
  • Nærkampsfase: Enheder kan gå i nærkamp med fjendtlige enheder passende tæt på, men kun mod en fjendtlig enhed af gangen. Nærkamp er generelt meget afgørende, som regel er det kun vinderen som har noget tilbage. De forskellige formationer har stor betydning for enhedernes effektivitet i nærkamp.
  • Supportfase: Alle enheder langt fra fjendtlige enheder må rykke igen, reserver kan komme ind på spillepladen, og enheder kan reorganisere og måske genvinde tabte baser.

Vurdering

Spillet er meget nydeligt bygget op, og der er ikke umiddelbart nogle store huller i reglerne. Firmaet bag prøver at opbygge spillet som en total Napoleonskrigsspilpakke med regler, figurer og baser fra samme firma etc. Regelbogen bærer noget præg af at være oversat fra spansk til engelsk, og kunne godt bruge en 2. udgave med en grundig gennemskrivning, så det hele var lidt tydeligere.

Eksterne links