Army Selection

Fra MisfireWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Army Selection (forkortet AS) dækker over hvordan man sammensætter sin hærliste, og hvilke regler man som spiller skal følge. På grund af forskellige synspunkter og tilgange til hobbyen, kan disse regler svinge meget i forskellige spillegrupper og -steder. Nogen mener at man skal følge reglerne som de står i bøgerne, fordi de er gode som de er, mens andre mener at det er nødvendigt med større eller mindre justeringer. Sidstnævnte gruppe udfærdiger forskellige Army Selection systemer, der fungerer som tillæg til eller ændringer af reglerne i bøgerne, og mange turneringer bruger en eller anden form for Army Selection system.

Army Selection systemerne kan være meget forskellige ud fra hvad forfatterne ønsker at opnå med systemet, men i hovedtræk forsøger man overordnet at opnå større balance, idet man mener at reglerne som de står i bøgerne ikke er tilstrækkeligt balancerede, og / eller opfordre spillerne til at benytte enheder der ellers ofte ikke ses brugt, fordi det ikke kan betale sig at tage dem med i sin hær. Sådanne Army Selection systemer er i sagens natur subjektive, da de er baseret på de erfaringer som forfatterne enten selv har eller har fået anbefalet af andre, men flere systemer er blevet udviklet og løbende justeret gennem flere år for at forbedre dem.

De forskellige tilgange og holdninger til hobbyen, spillet og reglerne kan være årsag til stor uenighed mellem spillere, og den generelle holdning i spilmiljøet er at man får de sjoveste spil, hvis man spiller med personer som har nogenlunde samme tilgang som én selv.